Hjem

Tilbage

                                                VELKOMMEN TIL MIN HAVE

HVAD SKER DER I HAVEN

Marts 2010

LIDT AF HVERT - STORT OG SMÅT - GODE RÅD - HENAD VEJEN

 

Månedens digt

Ligesom de tulipaner du plantede i oktober,

men har glemt hvor,

titter frem i marts her og der,

sådan er en kejtet, hvisket kærlighedserklæring

hvor du mindst venter den,

når din jord er gold, tung og gennemhullet af smerte,

når du har glemt, at du også engang var honning. skyder de frem, disse løg,

og lyser op.

   Ellen Bisk Asmussen - fra digtsamlingen Skandinavisk Solhverv

Marts

Som den første forårsmåned og overgangsmåneden mellem vinter og sommer, det er jævndøgn allerede den 20, marts og den 28. marts er det Palmesønag og samtidig begynder  sommertiden. Det går virkelig stækt nu. Forår er det, Selvom vinteren ikke helt har sluppet grebet, og snedyngerne ligger langs vejene, så vi vader ind i marts med en masse smeltevand omkring støvlerne. Ikke så snart er sneen smeltet i haven, før erantis og vintergækker forsigtigt stikker hovedet frem. Solen har magt, og det er alllerede nu et vidunderligt, frydefuldt syn at se, hvor store pletter med disse vidunderlige forårsløg, der glæder os og melder om, at nu varer det kun ganske kort, før vi atter kan komme i gang med at så, plante om og ikke mindst få krukkerne tilplantet med forårsløg og dejlige forårs planter. En af mine bedste forårsplanter, er stedmoderblomsterne, disse vidunderlige planter, som kan plantes allerede nu. Stedmoderne kan tåle frost, og efter selv en  hård frostnat, kan man give dem en overbrusning med koldt vand, og at tænke sig, de rejser sig i al deres pragt og vælde, som om de siger; der kan du bare se, jeg er her stadig ligeså smuk og flot, sådan en smule frost, er da ikke noget at tage sig af, bare du husker at give mig en overbrusning, så gør jeg gengæld og strutter af glæde igen.

Jorden er endnu for tung og fugtig til at færdes på. Det klasker sammen, hvis du jogger for meget rundt eller prøver at grave i den, når det bliver tøvejr. Så selvom det kribler i fingrene, er det en god idé at holde sig på måtten - eller i hvert fald primært på fliserne.

Indendørs er der anderledes gang i forårsfornemmelserne. Stuens planter kan nu for alvor mærke, at dagene bliver længere, og de har igen brug for kærlig pleje og omsorg med gødning og måske en ompotning med frisk jord. Et hurtigt brudebad til at tage vinterstøvet af bladene er også med til at friske planterne op.

TOMATER BÅDE UDE OG INDE

Det er også tid til at forspire tomaterne. Det er let at dyrke tomater fra frø, og der er mange gode grunde til at lave planterne selv. Du sparer penge og med tomatplanterne har du udsigt til grøn frodighed hele sommeren. Det allerbedste er da også, at hjemmedyrkede tomater smager så skønt og ikke som de vandede tomater, med næsten ingen smag, man køber i supermarkeder o.llign.

Der findes mange sorter, som både smager og ser forskellige ud. Nogle bliver små og dråbe formede, mens andre bliver store som en knytnæve. Du kan dyrke både hvide, gule, orange, stribede eller rødviolette.

De trives bedst i drivhus, hvor der er varmt og fugtigt, men du kan også dyrke i vindueskarmen, på altanen og på friland.

Vil du være selvforsynende, er 4-6 planter passende. Du kan f.eks. vælge et par cherrytomatplanter. De små tomater kan plukkes direkte fra planterne og spises som slik. Plant også et par  tomatsorter, der får faste frugter til brug i salater og pastasovs og prøv en bøftomat, som er fin  i suppe og chutney.

Fra juli og frem til oktober, når frosten sætter en stopper for plantevæksten, kan du høste tomater til den daglige husholdning,

Sådan gør du:

  • Kom jorden i potter, den skal være neutral, porøs og humusrig
  • Læg tre små frø i hver potte
  • Tryk frøene let ned i jorden og overbrus med lunkent vand
  • Stil potterne i en solvendt vindueskarm. Læg evt. klar plast over - temperaturen bør være  ca. 21-25 grader.

Når planterne er kommet op, bør temperaturen være på ca.  15 grader, ellers kan planterne blive for ranglede og få svært ved at udvikle blade. Tjek dem dagligt og vand efter behov. Når de er ca. 10 cm store, kan de pottes i større potter.

Er frøene sået i en bakke, bør de pottes om, så snart hver lille plane har dannet blade.

Planterne passes inden døre, indtil faren for nattefrost er ovre.

Udplantning og pleje

Når de plantes ud, skal du beregne 50-70 cm mellem hver plante og 1 meter mellem rækkerne. Bind en bambuspind eller en snor til drihustagets sprosser så planten har noget at vokse op ad.

Jo mere sollys jo bedre smag, og det er en af grundene til, at du skal knibe sideskuddene væk. De skal fjernes, inden de bliver for store. Blade samler energi til planten og bør kun fjernes, hvis de er visne eller dækker for sollyset.

Husk at lufte godt ud i drivhuset, så der kommer frisk luft til planterne, det kan evt. forebygge svampeangreb og andre sygdomme. Husk, at vinden ikke kan hjælpe til med bestøvningen i drivhuset, så der skal du selv ryste planterne. Det siges at kl. 12.00 er det helt rigtige tidspunkt

Har du ikke et drivhus, kan du lægge klar plast over planterne. Det giver en hurtigere modning, så sæsonen forlænges.

Tomater på friland bør placeres et lunt og solrigt sted, f.eks. opad en mur på terrassen.

GODE SORTER TIL UDPLANTNING:

Når du ikke at dyrke tomater fra frø, kan du købe dem som planter til udplantning. De mest solgte sorter er f.eks.:

  • 'Gemini' - trives både på friland og i drivhus. Den udvikler ret pæne tomater med sejt skind og god smag.
  • 'Ida' - bør dyrkes i drivhus. Den modner tidligt og er mere modstandsdygtig end 'Gemini' og så smager den dejligt.
  • 'Bonner Beste' - god og tidlig frilandstomat, der kan dyrkes i plantesække på terrasse eller i køkkenhaven.
  • 'Gardeners Delight' - udvikler kirsebærstore tomater. Platerne er velegnede til espalier.
  • 'Tiny Tim' - populær cherrytomat, som giver mange sødt krydrede frugter.
  • 'Sweet Cherry' - lille tomat med en mild og sød tomatsmag. Udbyttet er måske ikke så stort som på andre cherrytomater, men smagen kan anbefales.

Det er faktisk både sjovt og nemt at forspire tomaterne, og du ender sandsynligvis med flere tomatplanter, end du har plads til. Så har du masser af gode gaveidéer og byttemateriale til havevennerne.

Rigtig god fornøjelse. Tiden er inde til at starte op med tomatfrøsåning.

Kærligst Grethe

Foråret er det tidspunkt, hvor vi havefolk begejstret kaster os på knæ og beundrer de første spæde spirer. En almindelig gul erantis kan vække en glæde, som selv den mest udsøgte blomst senere på året har svært ved at fremkalde. Vi burde fylde vore haver med  masser af forårsløg og -knolde.

Har du lyst til at få flere forårsløg i haven, så læs her om nogle ikke helt almindelige arter.

Porcelænshyacint, Puschkinia libanotica syn. Puschkinia scilloides  Porcelænshyacint har sikkert sit navn på grund af den sarte, lyseblå, næsten hvide stjerneblomst med blå midternerve. Op til 10 stjerneblomster pr. blomsterstilk. Porcelænshyacint har 2-3 grønne blade, men ligner ellers persisk skilla i halv størrelse. Porcelænshyacinten blomstrer i slutningen af marts. Den vokser naturligt i Mellemøsten på græsklædte bjergsider, hvor den blomstrer, mens sneen ovenfor smelter. Den vil altså gerne placeres køligt i halvskygge eller skygge, så den ikke bages eller bliver udtørret i sommertiden. Som andre løg foretrækker den veldrænet jord, der ikke sopper. Formerer sig ved sideløg og frø. Der findes også en helt hvid sort, 'Alba'.

Tobladet skilla, Scilla bifolia  Tobladet skilla har to meget brede blade og et yndigt blomsteraks med små, stjerneformede, blålilla blomster. Mens blomsterne emdmu er i knop, hænger de som små, blå dråber på blomsterstilken. Fuldt udsprunget er den ca. 20 cm høj. Blomstringen begynder i marts. Skilla blomstrer gerne i forårssol, men vil også gerne have lidt skygge.  I naturen vokser den i Syd-, Øst- og Mellemeuropa på græsklædte eller kratbevoksede skråninger, så man kan forestille sig, at den også trives godt i skovbunden. Formerer sig ved sideløg og i højere grad ved frø. Der findes både blå, hvide og rosa sorter. 'Praecox' er blåviolet, 'Alba' er hvid og 'Rosea' er sart lyserød.

Persisk skilla, Scilla mischtschen-koana  Persisk skolla stammer fra det nordlige Iran og Kaukasus. Her vokser de på stenede bakkeskråninger, derfor holder de af veldrænet jord. Fra hvert løg dukker 3-4 forholdsvis brede, grønne og blanke blade frem. Blom- sterstilken bærer 3-15 stjerneformede, sart lyseflå- næsten hvide - blomster. Kronbladene har en tydelig, mørkere blå midternerve. Når persisk skilla springer ud midt i februar, er blomsterstilken omtrent 10 cm lang, men den vokser i løbet af den lange blomstringsperiode til en højde på 15-20 cm. Plant den i let jord i forårssol, men sommerskygge - altså gerne under løvfældende buske eller træer. Planten formerer sig ved frø og sideløg.

Snekrokus, Crocus trommasinianus Vildart af krokus med en lidt mindre blomst, end den almindelige storblomstrede. Den blomstrer tidligt med lyslilla blomster og trives i sol og halvskygge. Den sår sig flittigt og findes i flere sorter, fx 'Barr's Purple', der er amatystfarvet. Hybriden 'Ruby Giant' er lidt større og har en mørkere rødviolet farve. Sorten 'Roseus' er mere lyserød-lyslilla.

Gul Krokus, Crocus flavus  Er fra naturens hånd en gul krokus og den kendes mest som moderplante til en række krydsninger af  Crocus flavus og Crocus angustifolius. Hybriderne er storblomstrede og vokser fint i halvskyggeunder buske og træer  Ud over gule sorter dyrkes bl.a. sorten 'Yalta' som har  bemærkelseværdige lilla og hvide blomster.

Fritillaria Raddeana Denne nærmest ukendte Fritillaria kommer fra det nordøstlige Iran og Turkmenistan. Den ligner en kejser- krone, blot har denne Fritillaria fine, grønlige til flødefarvede blomster. Den bliver desuden kun 40-50 cm høj. Den er fuldt hårdfør. Fritillaria trives bedst i sol og halvskygge i en veldrænet jord. Den blomstrer i april-maj.

Alpeviol i en kold tid

Alpeviolens søde og særprægede blomster ser sarte ud, men er det faktisk ikke, hvis man har nogle enkle dyrkningsregler for øje. Man kan have lang tids glæde af alpeviolen, hvis man sikrer sig en plante med masser af knopper gemt mellem bladene.

En blomst der ikke ligner nogen anden

Alpeviolens knopper er i sig selv et studie værd. Det ser nærmest ud, som om de er blevet snoet sammen, og det er fascinerende at følge dem i udspring, når de sammenvoksede kronblade folder sig helt ud og bøjer sig bagud væl fra blomstens midte. En blomst, der ikke rigtigt ligner nogen anden.

Hjerteformede blade

Også alpeviolens blade er attraktive. Fint hjerteformede, som de er, med en elegant grågrøn farve og ofte med en fin marmorering i hvidt eller næsten sølvfarvet.

Smuk ude og inde

Alpeviolen er en stueplante, der dukker op i butikkerne i årets sidste måneder, men den er mere end det. Så længe temperaturen holder sig over 8-10 grader, trives alpeviolen strålende under åben himmel og er dermed perfekt til de sidste efterårskrukker og de første vinterkrukker. Faktisk får man mest glæde af sin alpeviol, hvis den placeres køligt, men bare det at stille den køligt i nattetimerne, forlænger  blomstringsperioden.

Placeres lyst - men ikke i direkte sol

Indendøre skal alpeviolen placeres lyst, men ikke i  direkte skarp sol. Et øst- eller vestvendt vindue byder på perfekte forhold. Vand planten nedefra og lad den aldrig stå med vand i underskålen. Let udtørring mellem vandingerne passer planten godt, men aldrig så meget, at blade og blomster kommer til at hænge. Træk stængler med visne blomster af efterhånden, så får du lang tids fornøjelse af din alpeviol.

18. marts   Når solen skinner over landskabet, som i disse dage, er man ikke i tvivl om, at foråret er på vej. Ikke mindst hvis man er et sted med læ og kan mærke solens varme. Sneen er de fleste steder ved at være smeltet, i hvert fald i min have her på vestsjælland, men nordjyderne har dog stadig en del snedække, men det ser nu ud til, at foråret er på fremmarch, hvor temperaturen stiger til 5-8 grader C om dagen og uden nattefrost..

Vi har forårsjævndøgn i denne uge - det er i år den 20. marts. Her ved forårjævndøgn tiltager dagen med 5 minutter pr. dag, og det er den største stigning på hele året. Samtidig kommer solen dag for dag højere på himlen, står dag for dag lidt længere op mod øst og går lidt længere mod vest.

Den ekstra daglængde giver os masser af energi til at tænke på at begynde havearbejdet, og der er nok at gøre derude. Men inden man går i gang, skal man lige overveje, hvor man træder. Undgå at træde i bedene, da det ødelægger jordstrukturen - jorden er blød. Undgå så vidt muligt at gå alt for meget på græsplænen lige nu. Den er endnu ikke i vækst. jprden er for blød, og måske er plænen delvis ødelagt af sneskimmel. Derfor er det en god idé at begynde havearbejdet fra faste stier og gange.

Juleroserne havde store knopper, da sneen smeltede, og efter en god uges tid er de første knopper ved at springe ud.

Ramsløgene er på vej op, og det betyder, at man nu kan hente friske ramsløgblade eller ligefrem grave nogle løg op til at krydre maden med. De smager anderledes end hvidløg , har en meget kraftig smag. Pas på ikke at forveksle dem ,ed andre forårsløg, da de oftest er giftige.

Havens krukker er ikke noget kønt syn 9 det tidllige forår. Normalt ville lammeørens smukke grå blade være pyntelige, men de er noget mærkede af den lang vinter med snedække Pil de grimme blade af, der er nemlig små nye blade på vej.

Endelig er det tid til at komme i haven igen, dog endnu for tidligt til den helt store forårsrengøring i bedene. Planternes spæde, nye skud har brug for en dyne af vissent løv og tørre stængler, så længe frosten endnu bider i nattetimerne. Så vent en månedstid endnu med at klippe stauderne ned og fjerne de visne blade.

Men så er der heldigvis mange andre herlige haveopgaver at gå i gang med, der både kan give varmen og tænde forårshumøret - men pas nu på ryggen, som regel er man alt for ivrig, og glemmer alt for ofte at stoppe i god tid, og det kan sandelig mærkes, vi ved det godt, men alligevel 'glemmer' vi det år efter år i ivrighed og glæde over at nu er det lige netop nu.

Sæt løgplanter og forårsblomster i krukker

Du kan meget hurtigt, nemt og billigt skabe forårsstemning i haven ved at sætte forårsløg i krukker ved døren, eller hvor du nu gerne vil kunne se dem indefra. Krokus, påskeliljer, perlehyacinter hornvioler,stedmoderblom- ster og påskeklokker er selvskrevne. De er både smukke og kan med stor fordel plantes ud i haven, når de har ydet deres i krukkerne. Det har jeg selv gjort, og det er helt fantastisk at kunne nikke genkendende til sine oprindeligt krukkeblomster, der breder sig år for år, og i løbet af ganske kort tid, behøver man ikke at købe  forårsløg/blomster. man kan med god samvittighed blot grave dem op og sætte dem i krukker igen næste år. Det bedste ved det hele er, at planterne bliver større, flottere og kraftigere for hvert år og fylder godt i krukkerne og blomstrer endnu skønnere.  Perlehyacint , Muscari, er smuk i krukke sammen med andre løgvækster,og i bedene breder den sig godt.  Lad være med at købe sommerblomster endnu. De tåler ikke frost, så det er spild af penge, og synd for de smukke blomster, som uvægerligt vil gå ud.

Liljekonvaller

Den yndige hvide liljekonval er en taknemlig plante at dyrke, den er også fantastisk smuk i buketter. Som små hvide ballonskørter hænger liljekonvallens blomster side om side og nikker til hinanden. Umiddelbart ser de ikke ud af meget, men tag ikke fejl. De små hvide blomster udsender den mest berusende duft og kan derved berige både have og vase. 

Trives overalt  Om jorden er sur eller kalkholdig spiller ikke den store rolle for liljekonvallen. Den trives overalt i haven. Skal du flytte liljekonvaller fra et sted til et andet, er det bedste tidspunkt, fra bladene er visnet ned til ud på efteråret. Køber du planterne i potter, kan du plante dem ud det meste af året.

Blomstrer i maj-juni  Om foråret dukker planterne op fra jorden som små grønne spyd, inden de folder sig ud til lange glatte blade. I maj-juni kan du nyde blomsterne, og siden hen vil blomsterstænglen forvandle sig til en stængel med grønne bær, som efterhånden modner til røde. Bladene visner ned samtidig med at bærrene modner.

God til buketter  Både blade, blomster og frøstand kan tilføre buketter og dekorationer karakter - blomsterne med deres yndefuldhed, frøstandene med deres smukke røde bær og bladene med deres elegante facon og fine grønne farve.

Drivning i det tidlige forår  Liljekonvaller er velegnede til drivning i det tidlige forår. Grav planterne op i løbet af efteråret.  og plant dem i potter. Lad potterne stå ude, så de kommer gennem en kuldeperiode, inden de stilles i drivhus eller i et køligt lyst rum.

Et smukt bunddække  I haven er liljekonvallen fantastisk at bruge som bunddækkeplante. Den laver udløbere og danner tætte klynger, som ukrudtet har svært ved at konkurrere med. Da den er en skovbundsurt, egner den sig fortrinligt til at stå under træer og buske, uden at den lader sig kue af den konkurrence, de store vækster byder den. Planter du den sammen med nogle af dens naturlige samlevere, vil du få en dejlig blomstrende bund, som kan fornøje øjet mere end en gang.

Dødeligt giftig !!!  Lad dig ikke narre af liljekonvallens udkyldige udseende - den og alle andre konvaller er dødeligt giftige !!! De indeholder hjertestimulerende stoffer, men indtages de i en forkert mængde, går hjertet i stå. Selv vandet fra vasen  med konvalbuketten kan slå ihjel. Konvallerne danner enten røde eller sorte bær efter blomstring, som kan virke fristende på børn og andre uvidende sjæle. Så brug den kun som pynt og i buketter, hvis du har børn. Vask hænder når du har arbejdet med liljekonvaller.

Gråskimmel i vintergækker 

Mange af vintergækkerne er ikke kommet op i år. I dem, der blomstrer, er der små puder af grå svamp. Der er tale om gråskimmel, og angrebene ses i år i mnage haver over det meste af  landet. Gråskimmel er en af de mest almindelige plantesygdomme. Vi kender den fra et utal af forskellige plantearter, hvor den angriber frugter, blomster, stængler eller blade.

Gråskimmel i vintergækker kaldes på latin Botrytis galanthin. Der er altså tale om en speciel art, der er tilknyt- tet vintergækker.

Gråskimmelsvampen har normalt svært ved at angribe levende, sundt plantevæv, med mindre der findes små sår eller andre former for beskadigelser. Undtagelsen er, når der er længere perioder med høj luftfugtighed eller/og at svampen "får den madpakke med". Det kan være visne, døde blade, der ligger tæt omkring vintergækkerne.

Under snedækket har der i vinterens løb været temperaturer lige over 0 grader, hvilket har været fint for gråskimmel. Samtidig har luftfugtigheden været høj og givet ideelle forhold for svampevækst.

Gråskimmel danner grålige sporer der spredes med luften til nye plabter. Samtidig dannes nogle små sorte 'hvileknolde' også kaldet sklerotier, der kan ligge i jorden i flere år, før de igen spirer frem.

Et gammelt råd er at grave de angrebne planter op, inkl. jord og fjerne det hele fra haven. Det kan hjælpe at fjerne de visne blade om efteråret, så skimmelen ikke har sin 'madpakke' til rådighed.

Angrebet vil højst sandsynligt optræde på samme sted til næste år, men forhåbentlig i mildere form, hvis ikke Danmark igen bliver dækket af  sne i det meste af vinterperioden.

Vælger du at have vintergækker et andet sted i haven, bør du undlade at anvende planter fra de amgrebne områder

Stenene holder på varmen

Det ser smukt ud med sten mellem havens blomster, men de har også en praktisk funktion. Stenene bliver opvarmet i løbet af dagen, og når naten falder på, afgiver de varmen. På den måde får planterne det lunere, og det fremmer væksten.

Inviter fuglene ind i haven

Fuglene er vilde med en frodig og varieret have, og er en stor hjælp i bekæmpelsen af skadedyr, fordi de sætter en masse af dem til livs.

Start med at luge

Sæt ind mod skvalderkålen nu, så undgør du, at haven kommer til ligne hele skvalderkålbede, Får de trods alt  overhånd, så glæd dig alligevel over at de faktisk er meget pæne - og de kan bruges i salat.

Fint makkerpar

Spansk storkenæb rose clair og haveklinte er meget smukke sammen. Den spanske storkenæb er en nem og robust plante, der begynder at blomstre i maj måned, og den fortsætter et godt stykke ind i november. Planten er tilmed flittig til at brede sig og er derfor også glimrende som bunddække.  Bliver storkenæbbene lidt ranglede i løbet af sommeren, kan du studse dem, så de beholder en flot kompakt vækstform.

Nemme solbær

Solbær er en af havens mest taknemmelige frugtbuske. Den vokser fint i fuld sol eller halvskygge og trives i alle former for jord - selv et tyndt lag muld oven på murbrokker kan give grobund for de sunde vitaminrige bær. Solbær bestøver sig selv, så det er ikke nødvendigt at have flere buske eller buske af forskellige sorter. Gode sorter er f.eks. 'Titania' og 'Ben Alder'.

Og foråret kom, en forunderlig vår,

som en elsker der tyst gennem haverne går.

Og hver blomst, som ved jordens hjerte frøs,

stod op af sin drøm og sin vinterdøs.

 

En vintergæk spired ved havens hegn;

så vågned violerne varme af regn

med en duft, da den friske muldlugt kom til,

som stemmer, der blandes med strengespil.

Shelley

 

Med dette dejlige digt vil jeg afsluttte denne marts måneds skriblerier om haven og ønske alle et helt vidunderligt forår.

Tak for besøget på denne haveside, forhåbentlig fik du en god og glædelig oplevelse og lyst til at kigge med på April måneds skriblerier.

Kærlig hilsen

Grethe Lindsø

email@gretheshobbies.dk

 

 
Hjem

Tilbage

Til top

newbie.dk