Hjem

Haveside

Tilbage

 

 

SOL OG SUNDHED I BÆRFORM

Der er mange gode grunde til at dyrke de skønne bær og frugter

Det vigtigste er vel, at bærrene smager pragtfuldt, når de spises lige fra busken. Men også at de alle  er velegnede til både frysning og syltning, så glæderne kan strækkes rigtig længe, og man kan have disse skønne vitaminbomber hele den mørke tid, hvor der er ekstra brug for det,

STIK MIG ET STIKKELSESBÆR 

 Stikkelsesbærgrød var hverdagsdessert op gennem 1900-tallet i den Morten Korch'ske sommeridyl med rødternede duge og kaffe på Madam Blå. Men de seneste 25 år har vi ikke set meget til stikkelsesbær hverken hos grønthandleren eller i køkkenet. Så der er måske mange, der ikke ved, hvordan grød og desserter af disse særprægede bær smager.

Men så er der noget at glæde sig til. For stikkelsbær smager nærmest som en blanding af kiwi og muskatvindruer. Børn er ofte vilde med et godt modent stikkelsesbær lige fra busken. Det smager dejligt, og den bløde masse er sjov at klemme ud gennem en sprække i skallen.

Stikkelsbær stikker, og måske er det derfor, at den er dalet i popularitet. Men hvis du bruger havehandske under plukningen og beskærer busken, så den ikke er for tæt, undgår du forrevne hænder.

Husk, at buske ikke må beskæres for meget. Tag kun en enkelt eller to grene bort om efteråret. Skærer du for meget væk, sætter den en mængde nye skud, og så bliver plukkearbejdet endnu vanskeligere. 

Når stikkelsbær kan hænge frit fra grenen er de ikke så stikkende at plukke. Derfor er det en god dé at espaliere grenene på ad en væg eller købe opstammede planter.

Pas på stikkelsesdræber   

For tæt nyvækst betyder, at busken kan få stikkelsesbærdræber. Det er en art meldug, der viser sig som en grå melet belægning hen over bærrene.Så er de ikke værd at plukke. De bliver uappetitlige, og belægningen er svær at kradse af.

Du kan plante purløg omkring stikkelsesbærbuskene for at forebygge angrebene af denne svamp, og sørg for desuden, at der er ordentlig luft mellem grenene.

Stikkelsesbær er nemme at dyrke. De kræver lidt kompost, kalk hvert andet år og vand, hvis det er tørt, når bærrene skal svulme. De er endda så nøjsomme, at de kan plantes på skyggede steder, hvor ellers ikke meget andet vil trives.

Busken må bare ikke stå i en lavning, hvor der er større tendens til frostskader. Stikkelsesbær blomstrer nemlig så tidligt på året, at de nemt får kuldeskader i de åbne blomster. Og så bliver der ikke skabt bær.

Voksested og form

Stikkelsbærs botaniske navn er Ribes uvacrispa., som ribs som "sprøde æg" - en betegnelse man godt forstår, hvis man har prøvet at stå med et modent stikkelsbær mellem findrene.

Bærrene modner fra juni og til langt ind i august. Hver busk har bær, der modner over flere uger, så der er bær at hente over en lang periode.

Har du plads, er deet godt at plante flere sorter så du kan kommeomkring hele paleten af farver, smag, konsistens og holdbarhed, som er meget forskellig fra sort til sort.

Flere af stikkelsbærsorterne kan købes som opstammede eksemplarer. Det har den fordel at bærret er umiddelbart lettere at se og høste, da selve busken vokser på en stamme 60-90 cm over jorden. Hvis du vil have en stikkelbærbusk op i denne højde, skal du klippe alle sidegrene af og kun lade én få lov til at vokse opad..

Nu har du et topskud. Klip det af, hvor du ønsker, at busken skal forgrene sig. Herefter bryder de nye grene frem på de øverste 10-15 cm af topskuddet.

Stikkelsbær kan også klippes flade og deres grene ledes opad en væg eller mur, så de bliver espalieret. Det giver en flad busk, der er meget nem at plukke bær fra.

I bærhaven kan du dække de mange stier og jorden under buskene med halm eller flis. Et lag på 10-12 cm holder ukrudt borte. Husk at give eksta gødning, fordi formuldningen af jorddækket tager kvælstof fra jorden. Skrab jorddækket til side, når planterne skal gødes lidt om foråret.

I flere farver

Der er stor forskel på modningstidspunkt, smag og størrelse af de enkelte sorter. Følgende liste er et udpluk af de sorter, der er lette at skaffe her i landet.

'Achilles' - røde og søde, gammel sort, ret modstandsdygtig mod meldug.

'Captivator'- røde bær - næsten tornløs, modtandsdygtig mod meldug.

'Hinnomåki, rød' - små, røde bær, ret modstandsdygtig mod meldug.

'Hinnomåki - gul' - små, gule bær, ret modstandsdygtig mod meldug.

'Hónnings Frúheste' - søde gule bær med hår, gammel sort - svær at skaffe.

'Invicta' - store grønne, noget sure, meldugsresistent.

'Larell' - store røde, næsten uden torne, ret modstandsdygtig mod meldug.

'Rolanda' - røde bær uden hår, men med torne.

'Tatjana'  gule, store bær, næsten uden torne.

(Camilla Plums Planteskole - Økologiske planter)

RIGTIGE RIBS ER RØDE

Ribs er syrligtsøde og røde. Plukket lige fra busken, er de eminente som tilbehør til en sommermiddag med kylling og nye kartofler. Også til saft uden tilsætningsstoffer og ribsgelé i en skøn gyldentrød farve, er ribs næsten vanedannende.

Ribs er nemme buske. De passer sig selv, hvis de blot får lidt gødning eller kompost og vand.. Og masser af sol. Jo mere sol, jo sødere og rødere ribs kan du plukke i juli og frem gennem august.

Det kan være hårdt for ryggen at bøje sig over forholdsvis lave ribsbuske for at plukke. Men på store frodige ribsplanter kan du godt skære grene med bær af, når det er høsttid. Så kan du sidde behageligt og tømme grenene for bær.

Dog modner alle ribsene i klaserne ikke altid på samme tid, og derfor er der et vist spild ved den procedure.

Klip gamle grene af

En moderne størrelse af nutidnes ribsbuske er 1-1,5 meter i højde og bredde. men du kan købe ribsbuske , der er opstammede, så selve busken sidder i en mere plukkevenlig højde.

Det er godt at tynde lidt ud mellem grenene Det giver solrøde bær og virker foryngende på ribsbuskene. Mere sol på ribsklaserne giver den maksimale sødme og smag. Men du skal kun klippe nogle af de ældste grene væk. De er nemme at kende på deres barkede udseende. Klip dem af helt nede ved jorden om efteråret eller når du plukker ribsene.

Ribs holder ikke af at blive beskåret sent om vinteren eller o foråret. De har meget tidlig saftstigning, og man risikerer at de "bløder". Det betyder at de mister noget a deres opsparede sukkerholdige saft, et tab som hæmmer vækst og bærsætning senere på året.

Hvide ribs

Ribs er glimrende at fylde helt nyplukkede i poser, som lægges i fryseren. De tages op i løbet af vinteren efterånden som de skal syltes saftes eller bare spises. Kvaliteten og næringsindholdet er uforandret.

Skal børnene spise ribs lige fra busken, skal du måske også dyrke de hvide ribs, der er sødere, men ikke ser ud som "rigtige" ribs. Saften fra de hvide bær  er rigelig og smager dejlig, men er en alt for trist udgave til gelé, grød og rysteribs.

Fordelen ved at dyrke hvide ribs - f.eks sorten 'Hvid Hollandsk' er at fuglene ikke så nemt får øje på dem. Derfor kan du nemmere have bærrene i fred uden at bruge fugleskræmsler eller anden afdækning.

SOL OG SUNDHED   -   SOLBÆR

Solbær (Ribes nigrum)  er en lille løvfældende busk med opret vækst. Senere kan gamle grene blive nedliggende. Barken er først gulbrun og glat, men derefter mere grå og til sidst næsten sort. Både bark, knopper og blade er tæt besat med duftende kirtler. Knopperne er spredte og rødbrune, næsten glatte. Bladene er 3-5 lappede med savtakket rand og en friskgrøn farve. Blomsterne sidder i lange klaser fra bladhjørnerne. De er klokkeformede med grøn yderside og rødlig inderside. De sorte bær har glat skind og blivende bæger. Frøene spirer villigt i Damark.

Ikke-synlige træk

Rodnettet er meget højtliggende og fint forgrenet. De nedliggende grene, der rører jorden, slår rod. De dyrkede sorter er fremmedbestøvede. På Solbær ses tit en filtagtig, brun belægning på undersiden af bladene. Det er sommerstadiet af Weymouth-fyrrens blærerust.

Solbær gror vildt i Danmark. Her findes den i fugtige krat og ellesumpe, hvor der er et højt indhold af kalium og magnesium.

  I gammel lægekunst benyttede man afkog af bladene imod gigt, urinvejssygsomme og astma. Frugterne af denne busk hedder solbær.

Solbær  indeholder pektin og er derfor velegnede til syltning, men er også gode til saft og kager, i desserter, som the og ikke mindst som solbærvin.

Bærret indeholder A-, B-, C- og E-vitamin, kalcium og jern. Endvidere indeholder frugten en fedtsyre, der ser ud til at virke forebyggende imod hjerte/karsygdomme.

Solbær kræver sol. Derfor skal de plantes, hvor der er sol det meste af dagen. Så kan busken vokse optimalt og bærrene blive store og søde.Der skal tyndes jævnligt ud mellem grenene, så solen kan skinne helt ind i busken.

Det er en stor fordel at beskære samtidig med, at du høster. Det er et tidskrævende arbejde at plukke solbær, og det værker hurtigt i ryggen. Derfor er det praktisk, hvis du kan sidde ned til arbejdet med de afskårne grene. Klip kun de ældste grene bort på denne måde, da yngre kan give bær flere år og må plukkes på busken.

BOYSENBÆR

Boysenbær - nemme "brombær"
I takt med, at klimaet tilsyneladende bliver varmere, og vi begynder at dyrke flere spiselige ting i haverne, får boysenbærret måske en chance. Bærret har siin oprindelse i Californien, men med en lun placering er der gode og store bær at hente også i Danmark.
Egentlig er de brombærlignende bær et krydningsprodukt fremavlet af mennesker. En vis Mr. Rudolph Boysen fra Californien krydsede hindbær og brombær flere gange, og de viste sig at blive til buske, som var meget lette at dyrke. Og hvad var så mere naturligt end at kalde dem Boysenbær!
Sorte og søde
Bærrene er sortrøde og smager ligesom brombær dog ikke så kraftigt. Til gengæld er de store, og det er måske forklaringen på, at boysenbær-marmelade er betydeligt billigere end brombærmarmelade. Men du kan altså også selv producere bærrene - endda uden de store anstrengelser.
Boysenbær vokser ligesom brombær med lange ranker. Men planten er ikke et uregerligt rodehoved som brombær. Dels er skuddene ikke så lange, og dels er der kun små torne på boysenbær. Derfor slipper du ikke helt for rifter, når du arbejder med buskene, og det gør du flere gange om året.
Hver gang, der skyder nye skud frem i løbet af sommeren, skal de tæmmes. Helst ved at blive bundet op til et espalier eller på en væg. Vælg to gode ranker ud til hver side af planten og lad dem vokse, så de kan give bær til næste år. Men kliip alle andre nye skud af for at undgå, at planten bliver et sammenfiltret vildnis.
Lang sommer og lun vinter
Boysenbær blomstrer hele sommeren og er selvbestøvende. Så det er tilstrækkeligt at have én plante. I løbet af september begynder bærrene at modne. Ligesom brombær smager de bedst, når de er helt sorte. I modsætning til hindbær slipper brombær og boysenbær ikke frugtbunden, men har den hårde knude siddende indeni bærret. Den må man spise eller spytte ud - alt efter temperament.
Da boysenbær er varmeelskende, kan de have problemer med at modne, hvis vores sommer bliver for kort. Derfor er det mægtig godt at lade dem vokse op ad en varm vestvendt mur. Her samles eftermiddagssolen og muren indeholder så meget oplagret varme, at natten bliver lun for planterne.
For at sikre en god overvintring er det bedst at lægge et par grene fra juletræt hen over buskene i løbet af januar. De lange ranker tørrer nemt ud, fordi planten ikke kan transportere vand, når den er i dvale. Derfor er den lette skygge fra grangrenene en stor hjælp for plantens overlevelse. Vinterdækket beskytter også mod udtørrede vinde.
Om foråret er det godt at lægge et par skovlfulde kompost omkring roden på boysenbær. Hvis der bliver en lang periode uden regn, lønner det sig også at vande roden, så bærrene kan udvikle sig optimalt.
Det bedste tidspunkt at plante boysenbær er i sensommeren, så planterne kan nå at etablere et godt rodnet inden vinteren.
Kilde: HAVEN

TAYBÆR

Efter flere generationer med krydsninger af sorte og de røde bær dukkede taybær op som et delikat afkom. Den har nogle særdeles appetitvækkende bær og er derfor nok kommet for at blive.

Egentlig kan det undre, at der ikke er plantet flere taybær i haverne herhjemme. For det er en meget nem plante at dyrke. Især haver, der ligger lunt ved vandet, har en fantastisk mulighed for at dyrke et bær, der slet ikke er til salg i butikkerne herhjemme. I Holland skulle der efter sigende dyrkes store mængder taybær i drivhuse og plasttunneler.

Taybær er en krydsning af sorte brombær, røde loganbær og storfrugtede røde hindbær. Botanisk er der lidt rod i navngivningen, men hvis du spørger efter Rubus medana 'Tayberry' på planteskolen går det ikke helt galt.

Store lange bær

Bærrene på Taybær er dobbelt så store som almindelige hindbær. En normal længde er 4 cm. Den langstrakte form minder om en lille rød nissehue, der dog kan spænde over en farveskala fra orange til dyb mørkerød.

Smagen er syrlig og aromatisk á lá skovhindbær og det gør taybær til et oplagt bær til sommerdesserten. Da bærrene modner over en lang periode fra slutningen af juli og fortsætter hen over sensommeren, er der mulighed for at spise sommerdesserter med taybær i rigtig lang tid.

Planten, der bærer taybærrene, består af lange tornede ranker ligesom brombær. Derfor skal planten bindes op på espalier og iøvrigt behandles som brombær.

Selvbestøvende og produktiv

Regn med, at hver plante fylder to meter i højde og bredde. Den skal beskæres jævnligt sommeren igennem, så den ikke blier for tæt og voldsom. Det er kun nødvendigt med én plante, da taybær er selvbetøvende og temmelig produktiv.

Den holder af en almindelig god havejord, der ikke bliver for tør. Derfor skal planterne vandes, mens de sætter bær, hvis ikke jorden er fugtig.

En plads i solen betyder, at bærrene modner tidligt. Dog kan taybær også sagtens både gro og modne på et sted med halvskygge - altså hvor sol og skygge er fordelt rigeligt hen over dagen.

TYTTEBÆR

Tyttebær (Vaccinium vitis-idaea) er en stedsegrøn dværgbusk med dels underjordiske, krybende og dels overjordiske, oprette skud. Vækstformen er pudeagtig eller tæppedannende. Barken er først lysegrøn og glat, men senere bliver den brun og stribet. Knopperne er spredte og lysegrønne. Bladene er omvendt ægformede og helrandede med lidt indrullet rand. Oversiden er blank og mørkegrøn,  mens undersiden er mat og lysegrøn. I vinterperioden tones de ældste blade rødligt. Blomsterne sidder ved Midsommer i små, overhængende klaser ved skudspidserne. De er klokkeformede og hvide eller rosa. Frugterne r koralrøde bær. Frøene modner godt og spirer villigt på rå og mager, sur jord.

Ikke synlige træk

Rodnettet består dels af vandrette udløbere med lodrette, bladbærende skud, og dels af lange, tynde rødder med mange fine siderødder. Panten er afhængig af samliv med én eller flere svampearter (mycorrhiza), Bærrene indeholder så meget benzoesyre, at de kan holde sig friske langt hen på vinteren. De foretrækker nogen skygge og forholdsvis tør. sur jord.

Anvendelse

Planten har været kendt i tusindvis af år, men dyrkes sjældent. Da man i sin tid åbnede Egtvedpigens grav fra bronzealderen) fandt man rester af tyttebærvin i graven. Busken er meget anvendelig overalt, hvor man ønsker jorden dækket med et stedsegrønt, blomstrende og bærbærende dække. På tørre, sure jorde er der ikke mange andre planter, der kan dække jorden så effektivt.

Frugterne af denne dværgbusk kaldes tyttebær. Bærrene er små (5-10 millimeter) og skinnende røde.  Smagen er lidt bitter, og bærrene egner sig bedst til syltning, hvilket de er fremragende til. Det høje indhold af benzoesyre gør bærrene meget holdbare.

Næringsværdi

Tyttebær indeholder mange organiske syrer, C-vitamin, A-vitamin (som betacaroten), B-vitaminer (B1, B2, B3) og grundstofferne potaske, calcium, magnsium, og forfor. Derudover indeholder tyttebær også phytokemikalier som menes at kunne modvirke urinvejsinfektioner, og frøene er rige på Omega-3-fedtsyrer.

De har været en hovedbestanddel i at holde folk sunde i Sverige gennem de lange vintre, hvor friske grønsager ikke var tilgængelige. En grov grød med fed salt flæsk og syltede tyttebær var et klassisk måltid om vinteren, og en stor krukke med bærrene syltet med sukker kunne findes i ethvert viktualierum. På grund af deres høje indhold af benzoesyre, er det muligt at få dem til at holde sig, uden at koge dem.

HAVE-JORDBÆR

Have-Jordbær (Fragaria x ananassa)  og beslægtede cultivarer er stauder med en tuedannende vækst. Stænglerne er lysegrønne og svagt behårede,  og de grundstillede blade er langstilkede og trekoblede med ægformede til runde småblade. Bladranden er groft tandet, og oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lysegrøn. blomstringen sker i maj-juni, hvor planten danner særlige blomsterbærende stængler med endestillede stande af 5-tallige hvide blomster. "jordbærret" er teknisk set en flerfodsfrugt, der danner en såkaldt "falsk frugt" for det man spiser, er egentlig den opsvulmede blomsterbund. Frøene (de små 'kerner') er stenfrugter, hvor det kødede lag er reduceret, således at  frugten biologisk set bliver en nød.

Rodnettet er trævlet og kraftigt. Planten danner fra og med andet leveår lange, overjordiske udløbere, som bærer små, færdige døtreplanter. Disse planer slår rod, når de får jordkontakt. Jordbær danner jordtræthed. Frugterne plages af gråskimmel, bladene bliver efterhånden invaderet af bladnematoder og rødderne kan få 'rødbenssyge'.

Fordele ved etårig kultur   

 Ved at dyrke jordbær som et-årig kultur er det nemmere at undtå problemer med flerårigt ukrudt i rækkerne. Risikoen for skadedyr- og sygdomsangreb vil være nedsat ved den korte kulturperiode (sædskifte 5-6 år på samme areal,bør dog stadigvæk overholdes). For eksempel vil angreb af hindbærsnudebillen mere eller mindre kunne undgås, og planterne vil ikke blive så tætte, hvad der nedsætter vækstbetingelserne for gråskimmel. Jordbærrene på etårige planter bliver generelt større end på flerårige.

Nye planter i potter

Man kan sætte potter med jord ud i rækkerne, som aflæggerne kan slå rod i. Hvis man graver potterne ned skal de ikke vandes helt så tit. Så snart aflæggeren er kommet i groning ved egne rødder, cuttes navlestrengen til moderplanten og jordbærplanten kan plantes ud på blivestedet. De nye jordbærplanter er meget afhængige af en vedvarende god vandforsyning.

Bedste plantetid

For at få et godt udbytte af jordbær det første år efter plantningen, er det altafgørende at man får lavet de nye planter i rette tid. Planterne skal plantes ud på blivestedet senest 1. august og det gælder om at de på dette tidspunkt har største mulig rodmasse,  Jordbærplanterne kan plantes på arealer der er blevt ledige efter fx tidlige kartofler, ærter eller løg.

Gødning og vanding

Jordbær foretrækker en god muldrig gerne sandet havejord, men klarer sig iøvrigt på de fleste jorde. Jo mere sandet jo oftere kan der opstå behov for vanding. Vanding kan specielt blive nødvendig hvis deer er tørke i tiden op til og under bærmodningen. Jordbær bortfører ikke store mængder næringsstoffer fra dyrkningsarealet. Hvor store gødningsmængder der skal tilføres forud for plantningen afhænger af hvor god jorden i øvrigt er. Tilførsel af 4-5 spandfulde husdyrgødning eller kompost pr. 10 kvm. kommende jordbærareal, vil kunne give en positiv effekt og skader i hvert fald ikke. Ved for store mængder kvælstof kan jordplanterne danne for meget bladmasse, hvad der kan gå ud over bærhøsten.

 Hold fjenderne på afstand

Desværre er det ikke kun os mennesker, der kan lide jordbær. Fugle elsker dem også, men de kan holdes væk med grønne jordbærnet, som skal lukkes helt tæt omkring planterne. Desværre er meget af det nylonnet som er solgt til formålet, noget som fuglene risikerer at blive viklet ind i og kun vanskeligt kan befries fra.

Sneglene er sværere at holde væk. Prøv eventuelt at grave nogle små glas med øl i ned i jorden, så kun den øverste centimeter rager op over overfladen.  Tøm glasset jævnligt for døde snegle,                                 Spindemider, jordbærmider og snudebiller kan holdes væk ved at sætte hvidløg, porrer eller løg mellem rækkerne. Hvidløgene sættes i oktober og kan høstes næste år efter bærsæsonens afslutning.

SKØNNE SORTER

• Dybdahl:  Den gode gamle sort med velsmagende søde tidlige bær. tidlig og hårdfør, middel udbytte
• Honeoye': tidlig; middel udbytte
• Korona': middeltidlig, middel udbytte, ikke specielt modtagelig for sygdomme
• Ostara':  remonterende (dvs. blomstrer og bærer frugt løbende til frosten sætter ind). Frugtbarhed lille, modtagelighed for meldug og gråskimmel stor
• Pandora': sen, næststørste udbytte
• Senga Sengana': Fantastisk smag og godt middeltidligt udbytte. Velegnet til frysning
• Zefyr':  frisk og god smag, tidlig, ret modtagelig for meldug og gråskimmel
• Dania': store dybrøde mildt smagende bær. Kraftig vækst. Sen modning, stor frugtbarhed, meldugresistent

HINDBÆR

Almindelige Hindbær (Rubus idaeus) er en løvfældende busk med en mærkelig vækstform: De étårige skud er oprette og bærer spredte, trekoblede blade. De toårige skud sætter korte sideskud fra sidste års bladhjørner. Sideskuddene bærer uligefinnede blade (med 5 småblade) og blomster. Efter høsten dør andet -års skuddene. Knopperne er spredte og ret grove. Bladene er hvidfiltet. Blomsterne er hvide. De sidder i åbne stande på korte sideskud. Frugterne er røde og hueformede, de kendte hindbær. Frøene modner godt og spirer villigt.

Rodnettet består af lange, kun lidt grenede hovedrødder og af mange fine højtliggende siderødder- Planten skaber jordtræthed. Smagen af bærret er sødlig, næsten parfumeret.

Hindbær vokser vildt i både Europa, Vestasien og Nprdamerika. Den gror derfor også i lysninger i danske løv-eller nåleskove, hvor der sker en kraftig omsætning i jorden. Derved bliver hindbær til indikatorart blandt de såkaldte "kvælstof-planter".                                                                                                                   Hindbær plantes udelukkende for frugternes skyld. Nogle sorter (f.eks 'Autumn bliss') bærer frugt på årsskuddene, som visner bort samme år. De mest kendte sorter har røde op til to cm lange bær. Frugten er en flerfoldsfrugt sammensat af små saftige stenfrugter, der hver indeholder et frø i midten. Men der findes mange sorter og bærrene ses i både hvide og gule varianter,

 

Tyttebær

Hjem

Til Top

Haveside

Tilbage