|
Hjem
Tilbage
VELKOMMEN TIL MIN HAVE

HVAD SKER DER I HAVEN
TANKER OG IDÉER - STORT OG SMÅT - GODE RÅD - HENAD VEJEN
Hjertelig velkommen til min haveside MAJ 2009
Der er brug for humor i haven - det hele behøver ikke at være så alvorligt.
Har du lyst til lidt eksotisk stemning i din have, er det nemt at indføre den rette stemning med nogle enkelte kunstgreb. Sådan:
FRODIGE BLADE MOD SMALLE STIER. Stier skaber junglestemning, Lav dem gerne af brædder eller store sten og lad dem bugte sig gennem frodigt grønt. Rodgersia passer godt med sine store blade.
EKSOTISKE PLANTER SOM BAMBUS, PALMER OG BANAN. Enten direkte i bedet eller i store krukker, hvis det er en plante, der skal ind om vinteren.
BAMBUHEGN Bambus er det ultimative materiale, men du kan også bruge grene eller smalle brædder. Sæt dem op som et let og gennemsigtigt espalier for evt. at afgrænse og skabe små hyggelige kroge.
PLANTER BESKÅRET SOM BONSAI. Formklip en busk eller et lille træ. Brug hårdføre planter som f.eks. tuja og alm. hvidtjørn.
BUDDHASTATUE Udsmykningen er vigtig. Sats på havedekorationer i form af små templer, statuer og krukker. Terrakotta, jern og sten er materialerne, der især bruges.
Sten, træ, krukker, vand og massevis af planter tæt sammen gør, at du føler dig hensat til mere eksotiske breddegrader på en varm sommerdag.
PLANTELISTE akelejefrøstjerne, Thalictrum aquileifolium - blåregn, Wisteria - buksbom, Buxus sempervirens - hosta, Hosta alm. hvidtjørn, Crataegus - taks, Taxus baccata - kæmpestenbræk, Gunnera manicata - kæmpe valmue, Papaver orientale - prydløg. Allium aflatunense, - klematis, Clematis, - lavendel, Lavandula - slangeurt, Bostorta, - rododendron, Rododendron - rodgersia, Rodgersia - sibirisk iris, Iris sibirica - tuja, Thuja
De fleste planter er fine sammen, hvis de får et godt voksested.
Kombinationen af orangerøde kæmpevalmuer sammen med blå og hvide iris er en fuldtræffer.

Landskabet ligger lysegrønt og således også håbet om en god havesæson, der i hvert fald er startet over al forventning.
Jorden er nu så varm at det er blevet tid til at så både pastinak og rødbeder. De er normalt det sidste der sås inden de helt varmekrævende som majs, squash og bønner. Nåede du ikke at forspire inde, må det nok blive på friland hen på måneden. Rødbeder kan gemmes længe og revne rødbeder er rigtig gode til salater året rundt. Pastinakkerne kan blive i jorden hele vinteren, indtil man får brug for dem og så er de specielt gode om vinteren efter den første frost, enten ovnbagt eller til at give god smag i en kraftig gryderet.
ET TÆPPE I HAVENS HALVSKYGGE
Halvskygge, hvor solen rammer jordoverfladen halvdelen af dagen, er en ideel belysning for mange planter.
Forestil dig, at jorden mellem buske og under træer er dækket af et smukt lysegrønt tæppe både sommer og vinter. Her er intet ukrudt, for de små tæppedannende planter står skulder ved skulder og dækker jorden totalt.
Det er guldjordbær, Waldsteinea tornata, som er en meget effektiv bunddækkeplante til halvskygge. Det er en lav staude, der glimrer ved at trives, hvor der ikke er særlig meget lys. Blomsterne er gule, og af den grund er der måske mange, der ikke har lyst til at eje et tæppe af guldjordbær i haven. Det er synd. synes jeg, mine egne blomstrer netop nu, det er da meget passende sammen med de mange løgplanter, jeg har imellem dem,og som rager godt op imellem de små gule blomster, der titter frem hist og pist. Det har yderligere den fordel, at når løgpanterne visner ned, dækker guldjordbær godt for det kedelige syn, det kan være at se på, da alle løgplanters blade skal have lov at visne helt ned, dem fjerner man ikke. De små blade for lov til at visne uden videre, men de store blade, især tulipanbladene klipper jeg lidt af, bukker dem ned og sætter en elastik omkrig og på den måde ses de fatisk som en lille rund kugle. Det er vigtigt ikke at fjerne bladene, det er jo dem, der skal trække kraft og saft ned til løget, så også næste års blomsterflor bliver lige så smukt og flot. Guldjordbær tager ikke skade af at blive trådt på, det ses overhovedet ikke, de kan tåle det. .
LIDT OM VANDING
Vand er efterhånden blevet en kostbar affære, både ressouremæssigt og prismæssigt, lad os derfor vande planterne på den rigtige måde:
VAND I JORDEN * Hold jorden vandmættet i maj. Hvis jorden først tørrer rigtigt ud, er det svært (og dyrt) at vande op igen, og planternes rødder vil ikke udvikle sig ordentligt i dybden. Saml vand fra tagrenden til tørre tider, og hold jorden dækket med planter eller jorddække i form af barkflis, græsafklip eller lignende.
VAND TIL DE FORÅRSPLANTEDE * Det er stadig plantetid for pottede planter, også kaldet containerplanter. Især er det tid for at plante de stedsegrønne. Husk dog, at planterne er sårbare over for udtørring til sommer, hvis vejret bliver godt. De har nemlig ikke haft en chance for at udvikle deres rødder, så de kan hente vand nede i dybereliggende jordlag. Vand derfor nye planter èn gang om ugen. Træer og buske skal have 10 liter hver gang. Undgå at sjatvande hver anden dag, da det blot resulterer i, at rødderne ikke udvikler sig i dybden.
VAND TIL ROSER * De storblomstrede roser må ikke mangle vand eller gødning, hvis de skal producere blomster hele sommeren. Kommer de til at lide af vandmangel her i foråret, kan det påvirke dem negativt med meldug og mistrivsel resten af særonen. Giv hver plante 10-20 liter vand en gang i maj, hvis der ikke kommer væsentlig nedbør. Det skal tilføres langsomt, så jorden kan optage vandet uden at klaske sammen.
VAND I KØKKENHAVEN * Husk at holde øje med alle de nysåede urter. De har endnu ikke udviklet deres rødder og er derfor særligt udsatte for udtørring. Inden frøene sås er det derfor en god idè at 'vande rillen op' dvs. lige at tage vandkanden og fylde rillen op med vand. Når vandet er sivet ned og sårillen evt. rettet til igen, ligger der nu en lille vandreserve under den kommende række håbefulde spirer.
LUG NÆNSOMT
* Maj er store lugemåned. Tag ukrudtet i opløbet nu, inden det bliver for kraftigt og breder sig. Så er det lidt nemmere at være haveejer resten af sæsonen. Gør det en dag, hvor du har god tid, så du kun fjerner de småplanter, der med sikkerhed er ukrudt. De andre små spirer kan vise sig at være små akelejer, løvefod, valmue eller andre selvsåede stauder, du kan bruge et andet sted i haven.
GLADE SURBUNDSPLANTER
* Maj giver farve til rododendronbedet. Giv lidt igen ved at topdresse med spagnum, og giv planterne lidt rododendrongødning, hvis de endnu ikke har fået, og de har gullige blade. Alt for mange rododendron er plantet i almindelige bede blpot med en smule spagnum omkring roden. Det skal løbende fornys, hvis planterne skal trives.
TUGT OG ELSK
* Stauder skal støttes, inden de vælter. Når skaden først er sket er det umuligt at rette op på med et godt resultat. Stik forgrenede kviste og gren-ender ned imellem de buskede stauder, som du ved har en tendens til at vælte omkuld i en kraftig forårsbyge. Eller stik kraftige bambuspinde ned ved siden af ranke staudespir, og bind dem fast. Der fås også specielle staudestativer i handlen - men en af de bedste forebyggelser er iøvrigt at holde igen med gødningen.
FJERN VISNE BLOMSTER
* Forsythia, Ribes og de andre forårsblomstrende buske kan beskæres efterhånden som blomsterne visner. Fjern enkelte af de tykke grene helt ved bunden. Tjek samtidig træer og buske for bladløse grene. I maj springer det hele ud, og er der enkelte grene, som ikke følger trop er e sandsynligvis syge eller knækkede, så du lige så godt kan fjerne dem, nu du er i gang.
DEJLIGT VEJR Hvis solen ville komme, og regnen ville gå, og blæsten blive stille, og himlen blive blå, og kulden blive varme, så ville dette her igrunden være .... ja, et usædvanligt vejr. Gruk Piet Hein
 
Hjem
Tilbage
Haveside 1
Haveside 2
|