Hjem

Tilbage

PÆONER OG BONDEROSER

Bonderoser hedder på latin Paeonia officials og findes i rigtig mange sorter. De store skålformede blomster i mange farver og er mere        
eller mindre fyldte i blomsterhovedet. Sorterne 'Alba Piena' og 'Rubra Piena' er sortsnavne på nogle af de almindeligt kendte bonderoser med fyldte blomsterhoveder og de er hhv. hvide og røde.

Bonderoser bliver omkring 50-60 cm høje og brede, de blomstrer i maj-juni måned og de kan placeres i fuld sol eller halvskygge. Bonderoser egner sig til afskæring.

Silkepæoner  hedder på latin Paeoneia lactiflora og findes ligeledes i rigtig mange sorter. Når silkepæoner bryder frem fra jordoverfladen om foråret har de røde stængler og blade. De får dejligt duftende store pæonblomster og afhængigt af sorten er blomsterhovederne mere eller mindre fyldte. Nogle af de mest almindelige sorter er 'Sarah Bernhardt'-. 'Duchesse de Nemours', 'Karl Rosenfield' og 'Dr A.Fleming'.

Silkepæoner bliver omkring 80 cm øje og 50 cm brede og er lidt løsere i  væksten end bonderoser. De blomstrer i juni-juli måned og kan placeres i fuld sol eller halvskygge. Silkepæoner egner sig også til afskæring og vil i en buket sprede dejlig duft i huset.

PASNING
Staudepæoner, herunder Silkepæoner (Paeonia lactiflora), Bonderoser (Paeonia officials), Balkanpæon (Paeonia peregrina), Trådpæon (Paeonia tenuifolia) og hybrider af disse er generelt nemme og taknemlige stauder. Hvis nogle få regler overholdes kan man have glæde af sine pæoner i årtier.

UDPLANTNNG
Pæoner skal plantes i samme dybde, som de har i den potte man køber dem i. Det vil sige at toppen af rodhalsen ikke skal være længere nede end ca. 3 cm fra jordoverfladen.
Plantes de for dybt vil man opleve at staudepæoner slet ikke blomstrer eller kun sætter få blomster. Når folk oplever at deres staudepæon ikke blomstrer, er det i langt de de fleste tilfælde fordi de har plantet dem for dybt.

Staudepæoner foretrækker her i landet en solrig plads med mindst 5 timers sol,  dog vil de også kunne klare sig under mere skyggede forhold, men så vil der ofte komme færre blomster. Skal staudepæonerne udvikle deres fulde potentiale, skal de ikke placeres op og ned af større træer som konkurrence om lys  og næring.

Den ideale jord for pæoner er en veldrænet, næringsrig jord som ikke tørrer helt ud. Trådpæon kræver ekstra godt dræn. Hvis jorden er meget sandet kan der tilføres kalk og kompost om foråret.

PASNING
Når pæonerne kommer frem med deres spirer om foråret i marts og april vil de ofte være udsat for frost, hvilket de ikke tager skade af. Efterhånden som pæonerne kommer i blomst kan det være hensigts- mæssig  med noget støtte til de store dobbelt-blomstrede typer, hvis man helst ikke vil se dem hænge for meget med hovederne. De enkeltblom- strende typer kan godt holde blomsterne oprette uden støtte.

Der ses meget sjældent angreb af skadedyr. Hare og rådyr spiser normalt ikke af pæoner. Sommetider vil man se myrer på blomsterknopperne af staudepæoner. Disse gør ingen skade - de nyder bare en sukkerholdig væske som pæonerne udskiller ved blomsterknopperne.

Gødning skal man være tilbageholdende med ,  dog kan det være en fordel at tilføre kalk og noget langsomt virkende gødning eller kompost, hvis jorden er sandet.

Når løvet visner om efteråret kan dette fjernes for at mindske risikoen for svampeangreb det følgende forår. Da pæoner kan klare meget lave temperaturer er det ikke nødvendigt med vinterdækning.
I det hele taget er staudepæoner meget robuste. Det viser sig også ofte at i gamle forsømte haver, blandt skvalderkål og brændenælder, finder man netop staudepæoner.

HVORDAN PASSER MAN SINE TRÆPÆONER!

Træpæoner (paeonia suffruticosa) findes i mange sorter. Den typiske måde at formere dem på, er ved podninger, men de kan også være frøformerede eller formeret ved deling af hele planter.

UDPLANTNING
Træpæoner plantes i almindelig, veldrænet havejord. De plantes ca. 10 cm dybere end den dybde de har iden potte de er købt i. Træpæoner må gerne plantes dybt da det sikrer dem mod frostskader.

Træpæoner foretrækker en placering, hvor der er læ og lys . men ikke nødvendigvis direkte sol. Da blomsterknopperne kan være følsom overfor frost om foråret er det en fordel at placere dem på et beskyttet sted for eksempel ved en mur, på nordsiden af et plankeværk eller hæk eller under større træer. Undgå placeringer som udsættes for blæst fra øst. Træpæoner trives også i de kølige dele af haven som sidst bliver varmet op af forårssolen - her vil de blomstre lidt senere og dermed mindske risikoen for at en sen nattefrost i forårsmånederne skader blomsterknopperne. I det hele taget er det en fordel at planter kommer tidligt i gang om foråret.

PASNING
Det første år er det en fordel at vande planten i meget tørre perioder. Er det et meget tørt og varmt forår og planten er nyplantet kan det være en fordel at skygge planten indtil den fuldt ud har udviklet sine rødder.  Hvis bladene begynder at hænge er det tid til at vande eller skygge. Etablerede træpæoner kræver ingen vanding - tværtimod er den hyppigste dødsårsag, at de står for fugtigt. Træpæoner kan udvikle rødder der er meter lange - men det sker ikke det første forår.

I almindelig god havejord behøver træpæoner ingen gødning. Hvis jorden er meget sandet kan der tilføres kalk og kompost om foråret.

Træpæoner angribes normalt ikke af lus eller andre skadedyr - heller ikke hare eller rådyr. Med hensyn til frost kan det øverste af grenene evt. fryse lidt tilbage, som det
kendes fra for eksempel hortensia. Det har ingen betydning for plantens overlevelse.

Er træpæonen i god vækst kan man sagtens klippe den ned, hvis man gerne vil have den mere busket. Klipper man træpæonen ned om efteråret eller vinter vil den ikke blomstre først kommende forår. Hvis man klipper træpæonen lige efter blomstring skulle der komme blomster allerede det følgende forår.

Træpæoner er generelt meget sunde planter som ikke kræver særlig pasning og man kan forvente at have glæde af dem i årtier.

Held og lykke med pæonerne.

23. februar 2010  NYT - tilføjelse:

Fra snehvid til bordeauxrød, sart duftende eller krydrede. Let brus af silketynde,  hvide kronblade eller buttet karminrød charme. Pæoner er nogle af sommerens mest elskede blomster, og med rette: De er smukke, alsidige, robuste og taknemmelige. Dertil kommer, at mange pæoner dufter Nogle stærkt og sødt som roser, andre med mere krydrede nuancer af nellike, kanel eller kardemomme. De fleste sorter blomstrer kun en uge, men der findes sorter, som blomstrer i mere end fire uger. Med den rette sammensætning kan du nyde synet af pæoner i blomst fra midten af maj til slutningen af juli.

BOTANIK OG HISTORIE

Pæoner er stauder, som hører til ranunkelfamilien, og som får store, enkelte eller fyldte blomster. Farverne varierer fra gul, hvid og cremefarvet over lyserøde og lavendel nuancer til højrød, rødbrun og næsten sort. Bedst kendt er de urteagtige stauder, som visner helt ned om efteråret og skyder igen hvert forår med spydformede, røde skud.  Staudepæonerne bliver fra 30 cm til 1 1/2 m i højden. Men der findes også træpæoner, en gruppe pæoner som opfører sig som buske og bliver 1 til 3 m i højden.

Der findes næsten 3.000 sorter, som alle nedstammer fra cirka 33 vildtvoksende arter. Alle de vilde arter har enkelte blomster.

De oprindelige pæoner var de vildtvoksende arter, der voksede på den nordlige halvkugle fra Europa over Sibirien, Kaukasus og det nordlige Indien til Kina og Japan. Alle de vilde arter har enkelblomster.

Bonderose, Paeonia officinalis ssp. officials, er stamfader til Europas ældste havepæoner. De røde og hvide fyldte former er beskrevet allerede i 1636. Særligt for bonderoserne er, at de springer ud fra midten af maj til lige før midsommer, altså mens resten af blomsterhaven endnu står i knop. 

Når bonderoserne er afblomstrede, rykker siilkepæonerne ind på havens farvepalet. Silkepæonen, eller Paeonia lactiflora stammer fra Kina og kendes også under navnet kinaroser, den oprindelige silkepæon var en duftende hvid pæon med enkel blomst og en stor, gul støvdragerpude. Da britiske og franske opdagelsesrejsende tog pæoner med hjem fra Østen i 1800-tallet, opstod der en sand pæonfeber. Især de franske haveelskere var besatte af at forædle pæonen, og mange nye sorter blev skabt i forsøg på at fremtrylle berusende dufte, fyldte blomster eller tynde, silkeagtige kronblade. De moderne duftpæoner som er så højt elsket i dag nedstammer fra disse krydsninger, som blev skabt i begyndelsen af 1800-tallet.

TAKNEMMELIGE PÆONER

Måske er pæoner så højt elsket i Norden, fordi de er som skabt til store klimatiske forskelle på årstiderne (dog med visse undtagelser). Undersøgelser har vist, at de har brug for cirka 600 timers vintertem- peraturer under 0 grader. Men pæonernes hårdførhed er ikke kun et spørgsmål om, at de tåler streng kulde. De er taknemmelige på alle mulige måder. Bare man husker at holde dem fri for ukrudt, har pæoner det fak- tisk bedst, hvis du lader dem være i fred. Uanset om de står i sol eller halvskygge, på græspænen, i et bed eller i en krukke, pæoner kan trives overalt. Den eneste forskel er, at pæonerne, der står i et solrigt bed, blomstrer tidligere, rigere og kortere end pæoner, der står mod en nordvendt mur.

HELBREDENDE PÆONER 

I Danmark har pæonen optrådt under mange andre navne. Blandt andet gigtrose, fordi den blev anvendt mod gigt; kongerose, på grund af blom -sternes størrelse  og vadmelsroser, et navn, som også belv brugt om valmu- er. Men det botaniske navn Paeonia kommer af det græske Paion, som var navnet på en læge, som brugte planten til at helbrede sår.

Betegnelsen officinalis i det botaniske navn Paeonia officinalis fortæller at planten havde sin plads i munkenes registre over lægeurter. Og planten  er virkelig blevet brugt mod en bred vifte af sygdomme, også i Danmark. Måske har pæonerne ikke haft den store virkning, men de har dog ikke været skadelige. Navnet Edulis i sorten 'Edulis Superba' fortæller netop, at det er en spiselig plante, og hentyder til de tykke, kødfulde rødder. I Kina var de kogte pæonrødder en almindelig ret, og her brugr man stadig rødderne i urtemedicin. Mange kilder omtaler brugen af de knuste frø mod alskens maveonder og frøene bliver også spist mod mareridt og urolig søvn. Både rødder og frø var gode til at styrke milt, nyrer og lever og til at lindre blæresmerter.

Roden fra staudepæon anvendes stadig i traditionel kinesisk medicin. Barken på roden indeholder nogle stoffer som er virksomme mod kramper. Det er videnskabeligt bevist, at den reducerer leddegigt, virker smerteaillende og beroligende og er virksom mod dysenteri. Kogte rødder får en fiberrig grødet konsistens og lugter i retning af kål rørt ud i tapetklister tilsat terpentin!

BIZARRE OPSKRIFTER

Pæonfrø blev nogle steder også kaldt tandbær, for trukket på en snor eller lagt i en lærredspose bundet ved et spædbarns hals skulle frøene mildne smerter ved tændernes frembrud. Endnu mere effektivt var det, at trække 40 pæonfrø på en snor og og hænge den om halsen på et barn. Hver dag tod man et enkelt frø ad anoren og knuste det med vand og tre dråber af forældrenes blod. Derefter skulle barnet drikke blandingen og blive helbredt for apopleksiske anfald, krampe og besvimelse.

Også kvindelige skavanker kunne kureres med pæoner. De knuste frø indtaget i vin, eventuelt tilsat honning, var godt, hvis man led af en 'tilstoppet livmoder'.

Overtroen har også tillagt pæoner store værdier: Folk, der rejste til fods, skulle have et stykke pæonrod bundet om halsen for at beskytte mod bid af giftige dyr. Og hvis man kunne få fat i det knuste kranie fra en hængt tyv, kunne det blandes med pæonfrø for at uddrive epilepsi. Pæoner var almindelige på gårdene, fordi det skulle bringe uheld i besætningen at forære planterne bort. Og flyttede man på havens pæoner, kunne man godt forberede sig på et snarligt dødsfald. Derfor måtte man heller ikke tage planten med sig, hvis man flyttede. *

Se billeder af pæoner

Hjem

Tilbage

Til Top