Hjem

Tilbage

Hjertelig Velkommen til Grethes Skriblerier 2011

 Stort og småt, gode råd, tanker og idéer, poesi og prosa, opskrifter, lidt af hvert henad vejen

Velkommen til november 2011

Dekorationer, kranse og buketter

Skønne dekorationer, flotte kranse og yndige buketter med et ekstra pift og twist. det laver vi da selv.

Intet er så godt for sjæl og legeme som at spadsere en god, lang tur i vor dejlige natur og finde blom-ster, blade , grene, sten, strandskaller - og opleve naturen i alle dens afskygninger og detaljer. Tag børnene med, de elsker at samle det herlige bløde mos, smukke blade, de flotte kogler, kastanjer og nødder. Børn har en evne til at se de mest eventyrlige ting i gamle mosgroede grene og alt det andet som vi voksne meget ofte har alt for travlt til at se det smukke og evnetyrlige i. Lad dem opleve naturens vidundere og fortæl undervejs om planter, svampe, buske og træer, så de små poder oplever og forstår naturens vidundere. Det er en berigelse for både børn og voksne at være på skov- eller strandtur sammen, give sig tid til at nyde og lade indtryk og dufte nedfælde sig i sindet og senere huske små hændelser og sjove bekærkninger undervejs. Husk at tage godt med poser med, så det hele ikke bliver mast og klemt sammen i en pærevælling, der skulle gerne være noget flot og smukt at bruge senere.

For mange år siden havde jeg en sjov, uforglemmelig oplevelde på sådan en skovtur. En lille purk kom hen og ville have mig med hen for at se en gren han havde fundet, han mente, den var meget farlig, den lignede et uhyre, så den turde han ikke samle op, selv om han var meget betaget af det gyselige uhyre. Han fik en forklaring om, at det var en gren, der var blevet meget gammel og trængte til at dumpe ned fra træet og hvile sig, men at den ville blive glad for, hvis han ville have den og passe på den. Det forstod han selvføl-gelig, for gamle passede man da på. Selv om han stadig var lidt betænkelig, turde han da godt tage grenen op, for den skulle han da passe på.

Mindre er glæden ikke ved at lade sig inspirere, tage de barnlige magiske briller på  og se mulighederne i de ting man har samlet. Finde et passende underlag og arrangere de herlige ting og lave smukke dekora-tioner, skønne kranse og de dejligste buketter, til stor glæde, fryd og fornøjelse. Pynte op både inde som ude med lys og alle de herlige kreationer, vi selv har lavet. Det kan man da kalde lykke.

Rigtig god fornøjelse

Kærlig hilsen Grethe 

Til en sommersky

Livet synes sammensat af græmmelser og gæld

og forbiere og alt som er forbandet.

Men lige nu velsigner jeg min lykke og mit held

og føler mig uendelig solvent alligevel.

For i øjeblikket ejer jeg et stort hvidt fjeld,

som skrider med sin skygge over landet.

Piet Hein, gruk fra alle årene I

Idé

I denne smukke efterårsdekoration kommer de flotte, røde hyben rigtig til deres ret.

Herlig pynt med hyben

Det skal du bruge:

Ca, 50 hyben fra vilde roser * en opsats * våd oasis * 2 fixholdere * smalle græsblade * sølvmyrtetråd (græs og myrtetrad fra blomsterhandleren)  * Skal der blomster i dekorationen, er grenet efterårskrysantemum velegnet.

Sådan gør du:

  1. Saml nogle græsblade, vikl sølvtråd om dem og bind en lille hyben fast i den ene ende.

  2. Forsyn nogle større hybenfrugter med ståltråd of anbring dem som en halvkugle på opsatsen med våd oasis.

  3. Læg græsserne med de små hyben hen over halvkuglen og bind dem sammen på kryds ov tværs med myrtetråd.

En høj smal opsats er det flotteste til denne dekoration.

Byd vinteren velkommen

Indendøre pynter vi smukt op med grønt, gran, mos, kogler smukke farverige blade o.lign., inden vi om ganske kort tid skal igang med det mere glitrende, strålende juleprægede flitterstads.

Gyldent efterårsløv i en smuk krans

Nedfaldent efterårsløv kan være flot på en krans. Lav små buketter af løvet og bind dem derefter på en halmkrans med ståltråd. Spraymal tilsidst kransen let med guldmaling. Stil kransen som en gylden støtte til en lille julerose. TIP: Det er nemmest at lave kransen, inden løvet er tørret helt, da det så er meget nemmere at håndtere. Er bladene blevet for tørre, kan man brede dem ud på aviser og spraye ganske let med vand. Er løvet tørt, knækker det nemt.

Enkel og smuk dørdekoration

Klip en halvmåne af hønsenet. Form den som et kræmmehus. Endestykkerne bruger du til at fæstne med. Klip friske grankviste i en passende længde, og fyld 'kræmmerhuset' med de friske grankviste. Bind et stykke grov snor om kræmmeruset og pynt med en stor grankogle. 

Store og små moskugler er utroligt smukke i krukker og spande

Vi bestemmer selv de størrelser vi har brug for til formålet, og naturligvis laver vi dem da selv

Sådan gør du:

* Klip en aflang firkant af hønsenet rul den til en  "pølse" og fyld den med fx halm eller avispapir.  * Form "pølsen" til en kugle og beklæd den med mos, som du fastgør med ståltråd fra rulle. * Jo større stykker mos du bruger, des nemmere bliver arbejdet * kuglerne lægges blot løst i krukke elleer spand. * Vil du bevare mosset flot grønt, skal det sprayes med vand dagligt, ellers visner det og bliver brunt. Det kan nu også blive meget kønt, hvis der stikkes lidt små kogler, agern eller små stykker ellekviste med ellekogler i, hist og pist.  Og jo nærmere vi kommer julen, kan hele molevitten sprayes let med glimmerlim, hvis man er til det. Jeg har ofte brugt at fæstne små røde sløjfer på med en knappenål stukket igennem en lille perle,  det er nu ikke så ilde endda,

Sæsonens smukkeste . . .

Krans med paradisæbler: Brug de sidste paradisæbler til en smuk krans. Kransen er bundet over en ståltrådskrans. De røde paradisæbler er stukket på elefanttråd og derefter bundet på grundkransen skiftevis med kransemos fra skoven. Til sidst er de gule paradisæbler sat på tråd og stukket parvis ned i kransen med jævne mellemrum. *

Enkel smuk dekoration med gran og bloklys

Er du lykkelig ejer af en smuk opsats, er det oplagt at bruge den til denne skønne enkle dekoration.

Det skal du bruge: Opsats * bloklys med pigge med en diameter der passer til opsatsen * våd oasis * forskellig slags dekorationsgran (blødt og gerne med hængende spidser) * rosensaks * rødt sløjfebånd * eventuelt panokitlim eller limpistol.

Sådan gør du: * Fyld opsatsen med våd oasis * Sæt bloklyset fast midt i oasissen, kom en god klat panokitlim i bunden af lyset, så du er sikker på, at det står helt fast * Klip korte stykker af forskellig slag gran, klip skråt, så er det nemmere at stikke ned i oasissen * Rens de nederste  par centimer fri for nåle * Fordel grangrene smukt over hele oassissen til den er dækket * stik lidt længere grangrene ind lidt længere nede, så de hælder nedad på dekorationen * Bind en sløjfe af det røde bånd, sæt den fast med nåle tæt ved lyset* eller bind blot sløjfebåndet omkring lyset og lav en flot sløjfe.

Adventskrans med snebær

Det skal du bruge:

* 4 stearinlys * 1 færdigkøbt halmkrans Ø 15-20 cm. * Limpistol * Grov snor * Snebærgrene * Avispapir * Spraylim * Flagesalt - gerne Maldon-salt * 1 anløbet sølvbakke. zinkopsats el.lign.

Sådan gør du:

* Sæt de 4 lys fast på kransen med rigeligt lim fra limpistol. Når limen er helt tør, vikler du snoren lidt tilfældigt omkring lys og krans og afslutter med en sløjfe på ydersiden af hvert lys. Klip 4 snebærkviste med bær og blade på. Læg dem på avispapir, og spray dem ganske lidt på bladene. Drys umiddelbart derefter salt på som fine snefnug. Undgå at ramme bærrene med limen, da de så visner hurtigere. Dæk dem eventuelt med et lille stykke avispapir, før du sprayer. Når lim og salt er tørt, kan du sætte hver kvist fast på kransen ved lysene med en lille klat lim fra limpistol. Sæt til sidst kransen på et fad eller opsats.

Adventskrans lavet på en skive træ

En skive egetræ er en nem og flot bund til en moderne adventskrans

Bind et bånd med et smuk sløjfe om brede bloklys og sæt dem fast på skiven med en fixholder eller en klump ler, som får en limklat til at holde det fast. Læg en flot julekugle eller anden glasfigur på midten af skiven. 

Har du ikke en skive træ, kan du bruge en underskål i stedet. stikke små lærkegrene med kogler eller grankviste i leret, fylde ud med mos og pynte med små glaskugler,

Overdådig udendørsdekoration

Denne overdådige udendørsdekoration er supernem at lave.

En spand på ca. 25-30 cm i højden beklædes med et tykt lag grangrene. Bind vindseltråd rundt om, så granen sidder fast..Fyld spanden med våd oasisog stik gæslingegrene ned i. Hæng røde julekugler på grenene og bind et rødt bredt bånd omkring granen.Stil dekorationen på en trappe eller bænk, hvor den kommer lidt op i højden.

Lav et kønt lille arrangement foran bænken med levende lys smukke lanterner, gammel zinkkande med grangrene i, eller hvad du synes vil være kønt og hyggeligt, til fryd og glæde her i den mørke lidt grå vintertid.  Et smukt arrangement med masser af levende lys er også en meget skøn måde at byde gæster og besøgende velkommen.

.

26. november

I morgen søndag den 27. november er det 1. søndag i advent og om nogle få dage går vi ind i julemåneden.

Som afslutning på denne novemberskribleriside vil jeg ønske alle en god, hyggelig adventsdag samt en  glædelig julemåned.

På min juleside november 2011 vil du kunne læse om julens dekorationer, kranse og hvad der ellers hører julen til af alskens herligheder.

Kærlig julehilsen

Grethe

Smilet er som et lys i sjælens vindue, der viser, at hjertet er hjemme

 

menu 

 forrige    næste

 

Hjem

Tilbage

newbie.dk