-

 

Hjem                                           

Haveside

Tilbage

Stokroser

Landlig idyl med stokroser

Stokroser

Stokroser er bare dejlige, vidunderlig smukke, de er høje og ranke og signalerer fredelig idyl og hygge. De er populærer som aldrig før, og er blevet sindbilledet på  den romantiske drøm om landlig idyl, og på den anden side et mantra: Hvor der er stokroser, er der lykke. Stokroser vokser også frem mellem brosten, hvor man skulle tro, at intet kunne gro. Det er højt værdsatte kulturplanter, der har været dyrket så længe, at de i dag vokser vildt flere steder på den nordlige halvkugle. De er statelige planter med det latinske navn Alcea rosea, bliver nemt 2 meter høje. De langstilkede blade er rundtakkede, men det er først og fremmest den kraftige blomsterstand med de store farvestrålende blomster, der vækker opmærksomhed. Stokrosernes blomster findes i en bred vifte af de skønneste pastelfarver fra hvid, gul, creme og laks til rosa. men der findes også mørke nuancer af røde til næsten sorte blomster, der kan være fyldte eller enkelte.

Stokrose med fyldte blomster

Stokrose (Alcea) er en slægt med ca. 60 arter af urter (énårig, toårige eller stauder), som er udbredt i det sydvestlige og centrale Asien. De danner første år en grundstillet roset af store blade. Det følgende år bliver de 1-2 m høje med brede, afrundede og håndlappede blade. De store mængder af blomster sidder i endestillede aks. Hos vildarterne kan blomsterne være lyserøde eller lysegule.        Alle arter af Katost-familien, hvortil Stokrosearter og -sorter også hører angri- bes af svampen Puccinia malvacearum, der fremkalder sygdomsbilledet stokrose- rust.

Stokrose, Alcea rosea er en flerårig urt. Stokrosen danner den første sommer en kraftig opsvulmet pælerod og overvintrer som rosetagtig plante. I modsætning til de fleste 2-årige urter, skyder Stokrosen villigt nye skud fra grunden, efter at blomsterstænglen er visnet bort - og kan derfor leve i flere år. Blomstrende stokroser foran gamle bondehuse er et så iøjnefaldende syn, at det har fået plads i vores fælles billedbog, under "stokroseidyl". En anden dyrket art Alcea rugosa er mere håret, med mere indskårne blade og har gule blomster. 

-

Tørstende stokroser angribes af rust

Hvis Stokroser tørster får de stokroserust, en sygdom der får bladene til at visne, så blomsterne langt oppe skæmmes af uskønne tørre stængler. Et trist syn. En del af de mest angrebne, grimme blade nederst på planten, klipper jeg blot af. Står de i staudebedet og har fundet sig til rette her, vil der være mange planter til at formilde det triste syn, og man har stadig den udsøgte fornøjelse og glæde af de vidunderligt smukke blomster. Det samme gælder forøvrigt alle de steder, hvor stokroserne har fundet ud af, at her ville de gerne være, der er altid noget andet, der er så venligt at dække de grimme stængler, der er jo ikke bar jord i haven, ellers er det bare med at få plantet noget, der skjuler de grimme stængler og samtidig er smukt at se på, De omgivende planter skal naturligvis have en vis højde og volumen, det bliver virkelig smukt med de pragtfulde stokrosespir, der rager op med de kønne lysende blomster. Stokroser kan nemt blive 2-3 m høje. Er det et tilbagevendende problem år efter år, så bare væk med dem. De er dejlige, hvor de vil vokse, og hvor de ikke bliver syge hvert år.

  

Dyrkningsforhold

Stokrose kan ikke andet end imponere, når man ser den spire frem i mellemrummet mellem fliser eller brosten og på forbavsende kort tid sende meterhøje blomster - stængler i vejret. At de kan klare sig så godt på  steder, der umddelbart ser meget ufrugtbare ud, har noget at gøre med deres dybtgående pælerødder og fravær af konkurrence af andre planter. Stokrose må også være rimelig tolerant over for salt, siden den klarer sig godt tæt op ad fortove, der bliver strøet med kogsalt i vinterens løb. Stokroser skal have en solrig vokseplads. 

Opbinding

Stokrosens lange blomsterstængler vælter let i stormvejr hvis de ikke bindes op, fx til en stok eller en krog i muren.

Sorter

Stokroser findes i en lang række forskellige farver, hvide, gule fra mørkeste lilla, næsten som det lyseste ferskenskind, det er det fine ved det. Stokroserne er da finrlige, de har arrangeret sig så smukt, at deres mulige farver er dejlge sammen. Det nummer er der ikke mange andre blomster, der kan præstere. Hvis man er meget kræsen, må man fjerne de farver, man ikke kan lide. Blomsterne kan være enkle, fyldte eller halvfyldte. Humlebierne er vilde med at samle pollen i stokrosens blomster. Det kan naturligvis kun lade sig gøre i de ikke-fyldte sorter.

Stokroser er bare dejlige, i modlys kan man se de fine detaljer i blomstens midte.

Det er bedst at så stokroser

Stokroser kan plantes, men det bliver bedst, når de bliver sået. Deres rodnet er oftest en meget lang pælerod med masser af siderødder, og sådanne planter er det oftest meget vanskeligt at flytte.                                                                        Så Stokroser er ikke noget man planter, men noget man får ved enten at købe frø i de farver man holder af, eller ved at nappe et par af de runde modne frørondeller  og drøsse dem rundhåndet ud engang i august. Til tilladelige havetyverier hører at nappe et par frørondeller, men hvorfor ikke bare spørge om lov, du får garanteret en hel håndfuld. De fleste haveejere elsker også at bytte, så du har ganske sikkert noget, som ville falde i god jord at bytte med. Stokroser blomstrer meget længe, de nederste frø er fuldmodne og såbare, mens der stadig er masser af blomster og knopper igen. Hvis man vil have stokroser i en speciel farve, går man mere syste- matisk til værks, køber frø af en særlig farve, sår dem om foråret i en kasse og planter dem ud på blivestedet i august/ september, når de er blevet store nok. Nogle sorter vil, hvis de bliver sået i væksthus tidligt på foråret og udplantet senere på foråret, kunne blomstre samme år.

Til Pynt

Hele stokrosestængler er meget vanskelige i vand og ikke noget særligt. Det er derimod en skål med koldt vand, hvor de enkelte blomster kan ligge i dagevis og tage sig ud.

Blomsternes silkepapirsblade kan spises, hvad der kun betyder, at de ikke er giftige. De kan bruges i salater og kager, men smager nu ikke af noget.

Den tørrede frøkapsel er perfekt til efterårets og julens dekorationer. Jeg bruger dem til at binde med  i en krans. Da den ikke har nogen nævneværdig stilk, laver jeg en ved at stikke en af de runde tandstikkere med spids op i bunden, dypper den lige i lidt panokit og klipper tandstikkeren i en tilpas længde, så den er lige til at bruge som en alm. stilk til at binde med. Det samme gør jeg til dekora- tioner, hvor de lige er til at stikke ned i bunden i små grupper. Længden af tandstkkeren  kan varie- res og evt. forlænges, alt efter behov. 

 

 

Et virkelig godt. effektivt middel, som du selv kan lave, mod bladrust - stråleplet - meldug og bladlus. Samtidig skåner du også naturen - det er jo nok så vigtigt.

1 fl. Atamon * en pose bikarbonat og 1/2 ltr. sæbe til 10 ltr. vand - også ofte et par dl. mad- eller lampeolie i blandingen, så den bliver siddende længere, hvis det skulle begynde at regne.

 

Haven er helt din egen - slæk på kravene. Husk en let "naturlig" have er et åndehul for mange dyr.

Man får meget tilbage, når man arbejder i haven, nemlig livsglæde og vitalitet.                                                                                     

Tilbage

newbie.dk